Steffen vandt en MakerBot

22-12-2014

”Design dit eget personlige julepynt og vind en MakerBot” var overskriften på vores december julekonkurrence. Steffen Haslund Schmidt stjal al opmærksomhed med sit elegante julehjerte tegnet personligt til sin hustru.

Banner Steffen vandt en MakerBot.jpg

- Yeahhh og jeg vinder ellers aldrig noget som helst! Hvor er det fedt - tusind tusind tak, udbrød Steffen, da vi overbragte ham budskabet om, at han var vinderen af en spritny MakerBot Replicator Mini til en værdi af næsten 10.000 kr.

Da Steffen læste om konkurrencen i Protech’s nyhedsbrev i begyndelsen af december, var han straks fyr og flamme. Han havde nemlig lige siddet med tankerne om at lave en personlig julegave til sin hustru. En speciel gave, som skulle være unik uden nødvendigvis at være kostbar. Julen er jo dyr, og Steffen og hans hustru havde lovet hinanden ikke at købe store gaver til hinanden.

En garvet 3D-printer bruger

Steffen, der til dagligt udvikler specialløsninger til produktionsudstyret på Danfoss i Gråsten, er en garvet bruger af 3D-print. Når det bliver for dyrt med konventionelle fremstillingsmetoder, eller når der skal frembringes dele, der ikke kan fræses eller drejes, tryller Steffen i CAD. Et program han har arbejdet med i over 15 år og som for alvor fik sin fulde berettigelse, da de på Danfoss anskaffede sig en 3D-printer for cirka et års tid siden.

Udfordringen med at designe det personlige julepynt var dog pludselig dobbelt. Julehjertet skulle være smukt og elegant men samtidig også udnytte de fordele, FDM teknologien hvor modellerne bygges op ved at maskinen tegner striber af hjertet, tilbyder. Han besluttede sig dog relativt hurtigt for at udfordre printeren til at lave trådene i hjertet i samme arbejdsgang som hele emnet – altså printe det hele i ét stykke. Og det lykkedes. Ophæng, snore og snore mellem hjerterne har så høj en styrke, at modellen ikke er skrøbelig og derfor sagtens kan holde til flere jul på træet.

Nu skal der printes biler

Når man spørger ind til, hvad den nye MakerBot skal bruges til, er Steffen slet ikke i tvivl. Modelbyggeri har i mange år været en stor passion, nu skal printeren bruges til at kreere specialløsninger, som han førhen har måttet købe sig til. Især sjældne og specielle fjernstyrede biler, hvor man netop har mulighed for at genskabe modellen i 1:10 ligger har en stor plads i Steffens hjerte. Og så er datteren på 11 år allerede i fuld gang med at lære 3D CAD, der skal designes kreative dele og så en modebil.